2012 bliver reformernes år

Uanset om vi snakker byggebranchen eller andre brancher, så er man ramt af de økonomiske problemer. 2012 skal blive året hvor Folketingets partier får taget greb om de grundlæggende problemer i dansk økonomi.
Lige før jul stemte et bredt flertal i Folketinget tilbagetrækningsreformen igennem. Med den hæver vi efterløns- og pensionsalder – noget vi har debatteret i årevis. Men vi kommer til at lave endnu flere reformer.
Reformer på vej
Vi danskere er nødt til at arbejdere mere i flere år. Ellers kan vi ikke blive ved med at have gratis sundhed, gode uddannelser og en værdig alderdom. Derfor bliver tilbagetrækningsreformen ikke den sidste reform. Regeringen kommer med reformer af skat, kontanthjælp, førtidspension, fleksjob og en trepartsaftale. Det bliver hårdt, men det er nødvendigt.
Når vi får penge i kassen skal vi investere fornuftigt. Pengene skal bruges på uddannelse og forskning. DR har kåret Siemens som den virksomhed, der skaber flest nye jobs – de skabte i 2011 over 1000 nye jobs. Deres danske direktør forklarede, at det skyldes, at vi danskere er gode til at bruge teknologien og har unik viden. Derfor er Siemens i Danmark. Hvis vi skal klare os i konkurrencen med resten af verden, skal vi investere mere i uddannelse og forskning, så vi lige som på vindmølle området har den bedste arbejdskraft og den nyeste viden. Regeringen har i sin finanslov investeret mere i uddannelse og forskning. Det vil også være vores prioritering fremover.



Kommentarer